Jeg er i godt oppe i 50 érne, fik pseudo-tvillinger som 22 år og har levet i kernefamilie med mand og børn i 22 år og været fraskilt en hel del år. Her har jeg siden fået erfaring med dels at være singel og også at være ikke samboende kæreste og have delebørn. Jeg har tre voksne sønner og er blevet farmor til 4 dejlige børnebørn.

Jeg er meget taknemmelig for mit liv, naturen, kreativiteten, mangfoldigheden og ikke mindst mit netværk .

Som mange andre er jeg heller ikke gået fri af livets lidelser, svigt, sygdom, ulykker, kriser, krænkelser og pårørende problematikker til bl.a. narcissistisk forstyrrelse og traumatiserede. Dertil har jeg også mærket dårligt arbejdsmiljø på egen krop og haft stress. Dette og den venlighed, omsorg og kærlighed der heldigvis også eksisterer på livets vej, gør at jeg har en stærk forståelse og medfølelse for mine klienter og ikke mindst ved hvordan man kan vokse med lidelsen.

Som 18 årig blev jeg interesseret i meditation eller opmærksomhedstræning, herunder ”love and kindness meditationer”, hvilket til stadighed giver uvurderlige metoder til regulere til indre tryghed og fred.

Jeg er blevet psykolog for at være med til at bevidstgøre om den menneskelige evne til at regulere os selv og vælge et mere bevidst og medfølende nærvær trods de trusselssymptomer biologien, historien og kulturen effektuerer i os. Jeg er derfor dedikeret særligt til de faglige retninger, der kan vække den indre naturlige omsorgsevne og fred .

Jeg er et musisk/kreativt menneske, der har interesseret sig for menneskelig udvikling, så længe jeg husker i forskellige former, lige fra drama, musik og bevægelse, til åndelighed, pædagogik og psykologi. Siden barndommen har jeg haft interesse for sang, mest til at skabe gode stemninger for mig selv, hvilket i min fritid nu også går i retning af lydmeditation/lydhealing .

Da jeg i min opvækst blev præget af mange miljøer er jeg grundlæggende et tilpasningskompetent og tolerant menneske, der kan være på bølgelængde med mange forskellige mennesker. Terapien formes ud fra det der giver mening for den enkeltes og d.v.s. at forskellige kulturelle, politiske, kønsorienterede, religiøse/spirituelle overbevisninger også er hjerteligt velkomne her.